»I dag skammer jeg mig over min gymnasietid«

Klara Togo Donhild er opvokset i Danmarks rigeste kommune, Gentofte, hvor den gennemsnitlige indbygger indkasserer dobbelt så høj en indkomst som gennemsnitsdanskeren. Nærmere bestemt Hellerup, eller »rigmandsreservatet ved Øresund kyst«, som hun kalder byen i sin bog. En guldkyst fuld af store villaer, dyre biler og fine titler.

»Udefra set er det et sted for folk med succes«, siger Klara og efterlader et refleksivt ’men’ i luften, da vi en aften fanger hende over telefonen. »Men det er også et ekstremt overfladisk sted, hvor man ikke bekymrer sig specielt meget om mennesket bag den finpolerede facade«.

I sin bog tegner Klara et billede af et socialt hierarki, der ligger som et usynligt slør over det, hun kalder Nordsjællands-kulturen. Et usynligt A- og B-hold dikteret af ‘gamle’ over for ‘nye’ penge, magtfulde titler og adresser på den henholdsvis ‘rigtige’ og ‘forkerte’ side af Strandvejen. En rangorden, man konstant måles og vejes ud fra.

»Det flyder med privilegier. Men måden, man omgås på, er langt fra privilegierne værd. Det er et hårdt miljø, hvor en placering højt oppe i hierarkiet giver adgang til at begå sig på en måde, der ellers ikke ville være socialt acceptabelt«, siger hun og tilføjer så: »Og det får tydeligvis lov at gå i arv«.

På Gammel Hellerup Gymnasium, hvor Klara gik, viste hierarkiet sig i evnen til at flashe mærkevaretøj, dyre tasker og ure, muligheden for at spendere i byen og for at invitere til store fester på dyre adresser. En giftig machokultur, som hun først for alvor fik øjnene op for den nytårsaften for to år siden.

»Det er et gymnasium, som afspejler sig rigtig meget i den kultur, der hersker i Hellerup. På papiret ligner det et fantastisk gymnasium med flotte karaktersnit. Men bag facaden har jeg oplevet en række sexistiske og grænseoverskridende lege – nogle af dem i det offentlige og i skoletiden. Lege, jeg deltog i«.

Første gang Klara blev introduceret for en de ‘lege’, var to dage inde i gymnasiets introforløb, hvor hun på skolens idrætsbane blev stillet som udfordring at forføre en af de ældre elever med en lapdance. To måneder senere kom den næste.

»P-U-T-T-E-M-I-D-D-A-G«, stod der i invitationen, hvori det fremgik, at hun var blandt skolens sødeste nystartede piger. »Creme de la creme«, og derfor var hun blevet udvalgt til at deltage i en fest med skolens ældre, populære fyre.

»Her var det drengene, der bestemte, hvad der skulle ske, hvad pigerne skulle have på, drikke og gøre«, forklarer Klara.

Dengang føltes det som verdens største skulderklap at være blandt de udvalgte. I dag giver det hende ondt i maven.

»Vi troppede jo nærmest op som prostituerede, der blev betalt i de dyre drenges opmærksomhed. Det var vildt grænseoverskridende. Men jeg var for usikker til at sige fra. Og forvirret. For jeg var også ’heldig‘. Der var jo mange piger, der gerne ville inviteres«.

Og det er bare nogle af de episoder, Klara tager fat om i sin bog, hvori hun supplerer med udtalelser fra familie, tidligere og nuværende omgangskreds, ekspertkilder og uddrag fra medierne, der i foråret 2016 satte fokus på såkaldt »sex-mobning« på gymnasierne nord for København. Putte-middage var ikke forbeholdt eleverne på Klaras gymnasium, ligesom der flere steder florerede en slags sex-sladderblade med navngivne elevers udskejelser.

På Gammel Hellerup Gymnasium hed sladderspalten Mosquito, hvor man kunne læse artikler under overskrifter som ‘Man er vel ikke en kriger, før man har blod på sværdet’. Da medierne i 2016 fik nys om sladderen, så rektor sig nødsaget til at lukke bladet.

»Der er forskel på mobning og et sladderblad. Vi skal passe på, vi ikke bliver for puritanske«, lød den modvillige melding. Og da Klara året efter startede på gymnasiet var sex-sladderen rykket videre til en mere visuel platform på de sociale medier.

»Mine oplevelser står desværre ikke alene. Og det har været vigtigt for mig at få flere stemmer med – tal og vidnesbyrd, som en slags bevis for, at det ikke kun lever i mit hoved«, siger hun og tilføjer:

»Den primære grund til, at jeg har valgt at skrive den her bog, er, at jeg grundlæggende ønsker at gøre op med en kultur, mange i årevis har været underlagt. Desværre skulle der en meget ubehagelig oplevelse til den indsigt«.

Klaras historie tegner et billede af en giftig macho-kultur, hvor kvinder er noget, man rangerer efter udseende, og hvor maskulinitet måles i størrelsen på ens bankbog og bule i bukserne.

»Der findes et ord, der meget fint indfanger forholdet mellem mænd og kvinder i nordsjællandskulturen. Og det er mandschauvinisme. Kvinder er til for mændenes skyld – trofæer til pynt«, siger Klara og tilføjer, at selvom de senere års #MeToo-bølger måske nok har været med til at modernisere kvindeidealet, så er det stadigvæk »ældgammelt«, der hvor hun kommer fra.

I hendes gymnasietid viste det sig i, »at man var the shit, hvis man var en alfahan, der kunne råbe højt. Det gjaldt om at være kæphøj og udtrykke selvsikkerhed og dominans«, som Klara forklarer det i sin bog.

Og det er en machokultur, der lever under særligt gunstige forhold i kredse, hvor stoffer er normaliseret i en sådan grad, at kokain-banerne lines op på gymnasietoiletterne, og hvor der tyes til medicinske alternativer, når kokainen spolerer rejsningen.

»Som jeg har oplevet det, er stoffer blevet en lidt finere form for underholdning til fester i Nordsjælland«, siger hun.

Og de 20-åriges nytårsfest var ingen undtagelse, skulle det vise sig, da Klara året efter nytårsfesten i 2020 sad i byretten i Helsingør, hvor det kom frem, at der til festen florerede både coke og viagra. Retssagen resulterede i en dom for voldtægtsforsøg. Den dømte ankede efterfølgende sagen til landsretten, hvor han blev frikendt.

»Den nytårsaften efterlod mig med en følelse af at være frihedsberøvet, udnyttet og brugt. At et menneske, jeg slet ikke kendte, tog nogle valg på mine vegne, imod min vilje, som jeg nu står tilbage med konsekvenserne af. Men det har samtidig givet mig motivation til at gøre op med den her kultur, som jeg mener, den aften var et produkt af«, siger hun og sender et eftertænksomt »mmh« gennem røret til spørgsmålet om, hvorfor hun tror, at det først er nu, hun siger fra.

»Man stiller sjældent spørgsmålstegn ved det, der opleves normalt. Og jeg kendte ikke alternativet. I dag skammer jeg mig over min gymnasietid og er ked af, at jeg ikke hvilede nok i mig selv til at råbe op. Der var en evig kamp om at præstere og passe ind, der betød, at jeg fandt mig i for meget«.

Med sin bog håber Klara, at hun kan være med til at hjælpe andre, der enten har eller vil komme til at stå i en lignende situation. Og så håber hun, at hendes bog kan nå ud til nogle af de voksne, der i årevis har set med fra sidelinjen – i hjemmene, på skolerne og i sidste instans på Christiansborg.

Her vedtog et enigt folketing i 2020 samtykkeloven, der betyder, at der juridisk er tale om voldtægt, hvis ikke begge parter samtykker til sex. En lov, der trådte endeligt i kraft i timerne, hvor Klaras liv tog en alvorlig drejning.

»Det er selvfølgelig ønsketænkning«, siger Klara og fortsætter: »Men jeg håber, bogen kan give indblik i, at der endnu mangler regler for, hvornår et nej er et nej«.

Når Klara tænker på miljøet i dag, er det »sådan lidt love/hate«. Det er jo der, hun er opvokset. Der, hendes familie bor. Men hun har gjort sit for at cutte forbindelsen til alt det giftige. Og det har betydet, at hun i dag ikke har kontakt til særligt mange fra gymnasietiden.

»Jeg håber, at det er rigtigt, når jeg tror, at størstedelen af den giftige kultur, som jeg har oplevet gennem min ungdom, ikke eksisterer længere«, lyder det i afslutningen af ‘Til fest med eliten’. Men hvad får hende til at tro, at det er tilfældet?

»Jeg tror, at de seneste års fokus på gymnasiekultur og #MeToo-bevægelsen har været med til at rydde op. Men mest af alt, så håber jeg, at det ganske enkelt er blevet usejt at opføre sig som et røvhul«.